Trusler
Den uægte karetteskildpadde er placeret på den internationale røde liste over truede arter. Skildpadderne er truet flere steder fra, men den primære trussel er os mennesker og ødelæggelsen af de strande, som de bruger til at lægge deres æg på. For i mange tilfælde bliver turisters adgang til lækre badestrande prioriteret højere end skildpadders adgang til at lægge æg på strandene. Hvis strandene ødelægges, eller der bygges hoteller ud til strandkanten, så er det ikke til at genoprette, for skildpadderne kan ikke bruge sten- eller klippestrande til at lægge deres æg på.
© Michel Gunther - WWF Canon
Truslerne mod skildpadderne starter allerede, når skildpadderne bliver udklækket og skal finde vej til havet. De nyudklækkede skildpadder orienterer sig via månens lys for at finde vej til havet, men de kan nemt tage fejl af diskokulernes lys og bevæge sig op med byerne i stedet.
Selve rederne på stranden er også truet af både mennesker og dyr, for både de højtråbende badegæster og deres parasoller, samt havmåger og løse hundes søgen efter føde er med til at ødelægge rederne. Også indvikling i fiskenet, forurening og skrald i havet er med til at gøre livet surt for skildpadderne. F.eks. kan skildpadderne finde på at spise plastikposer eller andet flydende skrald, hvilket har alvorlige og dødelige følger for skildpadderne.